UDSOLGT: Byvandring i det nye Kirkebjerg

Onsdag den 27/9 kl.17.00 afholder vi byvandring i det nye Kirkebjerg. 

Kirkebjerg var en gang et stort industriområde med mange spændende bygninger. I dag er mange af de gamle industrigrunde blevet til boliger, og det er gået rigtig hurtigt. Der bor nu cirka 2.300 i de nye boliger, og i 2025 forventer kommunen cirka det dobbelte antal beboere.

Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet vil fortælle om områdets historie, og Vagn Kjær-Hansen fra Teknik- og Miljøudvalget siger lidt om de mange nybyggerier og hvad som sker fremover. 

Byvandringen er gratis for medlemmer, mens andre betaler 25 kr. 

Vi afslutter cirka 18.30 med spisning i områdets nye kulturhus Kernen for dem som er interesserede. Her kan man vælge mellem 2 retter: Stegt flæsk m/persillesovs til 120 kr. eller Grillet Jerk kylling m/sweet potatos og salat til 155 kr. Drikkevarer betaler man selv på stedet.
Deadline for tilmelding og betaling for spisning er den 24. september kl. 17

Tilmelding på lokalhistorie.nemtilmeld.dk/14/

Brøndby Hallen 50 år

Vi besøgte Brøndby Hallen 21/8-23. Halchef Henrik Dornfeldt bød velkommen. Han havde været der i 25 år, altså efter istiden. Det vil sige efter skøjtebanen blev fjernet. Og vi fik en rundvisning, inden vi blev budt på lidt at drikke, og en fortælling om hvordan det begyndte, og hvad der var blevet præsenteret indenfor igennem årene.

Badmintoneliten træner i hallen

Brøndby Hallen 50 år — rundvisning

Mandag den 21/8 markerer vi Brøndby Hallens 50 års jubilæum med en rundvisning i Brøndby Hallen ved halchef Henrik Dorenfeldt.


Vi mødes kl. 19.30 foran hallen. Man behøver ikke tilmelde sig. Som sædvanligt er det gratis for medlemmer, mens andre betaler 25 kr. på stedet.

Efter rundvisningen vil der være mulighed for at købe øl/vand, og hvis nogen har fotos eller gode historier om begivenheder i Brøndby Hallen med, hører vi dem gerne.

Bestyrelsen blev genvalgt på generalforsamlingen

Torsdag den 23/3-2023 havde vi generalforsamling i Lokalhistorisk Forening for Brøndby i Kulturhuset Brønden. Det var efter foredraget om Modstandsfolk i Brøndby.

Generalforsamlingen gav genvalg til alle, så bestyrelsen ser stadig således ud: Formand Arno Hurup Christiansen, næstformand Preben Nielsen, kasserer Vagn Kjær-Hansen, bestyrelsesmedlemmer Louise Leth og Kim Christiansen og suppleant Grethe Johansen.

Vi fik nogle fine ideer til nye aktiviteter og andre gode kommentarer til foreningens virke.

Preben Nielsen var dirigent og førte generalforsamlingen godt igennem aftenen

Modstandsfolk i Brøndby

Kom og hør om livet under Besættelsen i Brøndby den 23/3 kl. 18 i Brønden

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. En besættelse der varede i fem år, inden Danmark atter var frit og Anden Verdenskrig var slut.

Selv om Danmark sammenlignet med mange europæiske lande slap relativt uskadt igennem krigen, var hverdagen for de fleste stadig præget af knaphed, rationeringer, mørklægning, lange og kolde vintre – også i Brøndby. Og som i resten af Danmark udspillede der sig i besættelsesårene også en kamp på Vestegnen og i Brøndby.

På den ene side stod dem, der arbejdede sammen med tyskerne – og på den anden side dem, der kæmpede imod Besættelsesmagten. Denne kamp førte til mange dramatiske begivenheder som likvideringer, sabotage og clearingmord – også i Brøndby.

Deltagelse i mødet er gratis for medlemmer af Lokalhistorisk Forening for Brøndby. Ikke-medlemmer betaler 25 kr.

Du kan blive medlem af Lokalhistorisk Forening for Brøndby for 50 kr. årligt for enkeltmedlemmer, 75 kr. for en familie. Send en email til webmaster@lfbr.dk 

————————

Efter foredrag og debat afholder Lokalhistorisk Forening for Brøndby sin generalforsamling for medlemmerne.