Gammel Køge Landevej var i en lang årrække en livslinje for Brøndby Strand. Ikke kun for lokale beboere, men også for mange københavnere som søgte “sommerforlystelser” ved Køge Bugt. Som tiderne skiftede kom de med hestevogn, bus, båd, på cykel eller i bil for at benytte sig af badeanstalterne, sommerhusene, teltbyerne m.m.
Dette sommerliv fra omkring 1900 og frem er baggrunden for, at Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, Forstadsmuseet og Lokalhistorisk forening for Brøndby Strand er gået sammen om at tegne billedet af Gl. Køge Landevejs betydning fra begyndelsen af 1900 og frem til Køge Bugt Strandparks åbning i 1980. Målet er at beskrive livet på Gl. Køge Landevej fra begyndelsen i Valby og hele vejen ud til Brøndby Strand.
Vi ved allerede en hel del. Har gamle billeder, papirer, beskrivelser m.m. Men vi vil gerne vide endnu mere. Så hvis nogen har noget liggende, som kan fortælle en historie, så meld jer endelig!
I kan ringe til Forstadsmuseet på tlf.: 36 49 00 30 eller til Lokalhistorisk forening for Brøndby Strand på tlf.: 43 73 23 34.
Johan Suszkiewicz, Formand i Lokalhistorisk forening for Brøndby Strand